Forgiftede sygeplejersker indlagt igen

Selvom de var blevet erklæret raske, er to af de fire sygeplejersker, der blev hårdt ramt af giftgas-udslippet på Bornholms Hospital, blevet genindlagt.

De har åndedrætsbesvær, hovedpinge og metalsmag i munden efter gasudslippet forrige weekend, oplyser Dansk Sygeplejeråd.

- Den nye udvikling er, at to af de sygeplejersker, der var blevet udskrevet fra Rigshospitalet, er genindlagt på Bornholms Hospital, fordi de har det rigtig skidt, fortæller Dansk Sygeplejeråds næstformand i kreds Hovedstaden, Kristina Robbins.

Hun følger kollegernes tilstand tæt og kan fortælle, at sygeplejerskerne trods de alvorlige symptomer er trygge ved behandlingen, som foregår i samarbejde med eksperter på Rigshospitalet.

Forgiftningen er blevet anmeldt som en arbejdsskade med henblik på erstatning, hvis sygeplejerskerne ender med livsvarige men.

- Vi sikrer os, at arbejdsskaden bliver så udførligt beskrevet som muligt, så det nøje beskriver, hvad de er blevet udsat for, og hvilke symptomer de har således at vi i højst muligt omfang kan sikre dem på sigt, hvis de får varige men, siger Kristina Robbins.

Der har været tvivl om, hvorfor i alt ti medarbejdere fra hospitalet har haft symptomer på forgiftning. Siden er det kommet frem, at der er registreret giftige gasser i kloakken under bygningen på Bornholms Hospital.

Den første formodning var, at det var svovlbrinte fra kloakkerne under hospitalet. Men det er siden blevet afvist af eksperter.

Dagens Gossip