Forhandlinger fortsætter i Forligsinstitutionen i nat

Torsdag klokken 23.59 var sat som deadline for en aftale om en ny overenskomst mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen, men da var der stadig intet nyt fra Forligsinstitutionen.

De har valgt at fortsætte forhandlingerne ud på natten. Det kan gøres ved, at Forligsmanden vælger at "sætte uret i stå".

Forhandlingerne mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen om en ny overenskomst fortsætter i yderligere halvanden til to timer, oplyser en ansat ved Forligsinstitutionen til Ritzau klokken 00.20.

Dermed kan man forvente nyt mellem klokken 01.50 og 02.20 natten mellem torsdag og fredag.

Divisionsforeningen og Spillerforeningen mødtes i Forligsinstitutionen mandag klokken 15 og har forsøgt at nå til enighed lige siden.

Når de ikke til enighed, kan det munde ud i en spillerstrejke begyndende på tirsdag.

Det vil i særlig grad gå ud over FC København, AaB og FC Midtjylland, der i næste uge spiller om kvalifikation til europæiske gruppespil.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV