Forhandlinger om fred i Syrien er igen udsat

Skrevet af admin

26/05/2016

Mest læste i dag

Der vil ikke komme en ny runde fredsforhandlinger for Syrien de næste to til tre uger mindst.

Det siger FN's særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura, efter et flere timer langt møde med FN's Sikkerhedsråd.

- Han briefede om, at hans intention er at starte den næste runde af samtaler så hurtigt, som det kan lade sig gøre, men det bliver bestemt ikke inden for de næste to-tre uger, hedder i en erklæring fra Misturas team.

Det fremgår, at Mistura først vil se fremskridt på landjorden i Syrien, og det betyder, at fjendtligheder skal ophøre, og at der skal være adgang for humanitær hjælp.

Han siger, at han vil opretholde kontakten med de syriske parter, og det vil afgøre, hvornår det rigtige tidspunkt er for at genoptage forhandlingerne.

Mistura pegede inden mødet med Sikkerhedsrådet blandt andet på, at den humanitære situation i Syrien fortsat er meget alvorlig. Han opfordrede til, at alle angreb indstilles.

FN har trods flere appeller fortsat problemer med at koordinere nødhjælp til belejrede byer.

Håbet var, at man kunne nå en million syrere i nød. Men det har kun været muligt at hjælpe 160.000, siger Jan Egeblad, som er Misturas rådgiver i humanitære spørgsmål.

- Selv i de områder, hvor vi har haft regeringens støtte, har der været utallige problemer med at nå frem. Andre steder har vi fået grønt lys under visse betingelser, siger Egeblad.

Det gælder blandt andet Daraya, hvor hjælpen ikke er nået frem til alle. I den by og et par andre steder er situationen yderst alvorlig ifølge rådgiveren.

- Børn er så fejlernærede i disse byer, at de vil dø, hvis vi ikke når frem til dem, siger Egeblad.

FN sender hjælp fra luften i områder, hvor Islamisk Stat har kontrol.

/ritzau/Reuters