Forhandlinger om nyt EU-budget udsættes til mandag

Skrevet af admin

14/11/2014

Dagens topnyheder

Forhandlingerne mellem EU's finansministre og Europarlamentet om ændringer af budgettet i 2014 og budgettet for hele 2015 er fredag aften brudt midlertidigt sammen.

Parterne går nu hver til sit og mødes først igen på mandag, oplyser formanden for parlamentets budgetudvalg, den liberale Jean Arthuis, til journalister i Bruxelles.

Årsagen er, at EU's finansministre ikke kan enes om et fælles forslag, de kan diskutere med parlamentet. Det er især spørgsmålet om ekstra bidrag på 4,7 milliarder euro (cirka 35 milliarder kroner) fra medlemslandene til EU-kassen i 2014, der splitter ministrene.

Beløbet skal bruges til at betale de forfaldne regninger, EU har skubbet foran sig i årevis. Pengene er lovet, men ikke bevilget på budgettet, og derfor har EU-Kommissionen simpelthen ikke penge i kassen til at betale.

Det forfaldne beløb er vokset fra fem milliarder euro ved udgangen af 2010 til 23 milliarder sidste år. I år ventes det skyldige beløb at nå 28-30 milliarder euro, og det er helt uacceptabelt, mener Jean Arthuis.

- Jeg er forbitret over Ministerrådets attitude. Vi kan ikke fortsætte på denne måde. Det er EU's troværdighed, der er på spil. Vi har sagt til ministrene, at vi vil ses igen mandag kl. 16 til forhandling. Men vi kræver at få et dokument, for vi vil ikke spilde mere tid, siger Arthuis.

Finansminister Bjarne Corydon (S) forlod mødet i Bruxelles ved 19-tiden og var ikke optimistisk med hensyn til enighed i Ministerrådet.

- Tingene bevæger sig utroligt langsomt fremad med at nå en rådsposition. Der står to relativt kontante positioner over for hinanden, siger han til Ritzau.

På den ene side er en stor gruppe primært østeuropæiske lande, anført af Polen. Den vil have, at landene øger bidraget til EU, så EU-Kommissionen kan åbne kassen og udbetale støtte fra fonde til landbrug, infrastruktur, forskning og uddannelse.

- Og så er der en gruppe budgetansvarlige lande, som Danmark er en del af. Vi har den opfattelse, at budgetdisciplin derhjemme må matche noget tilsvarende på europæisk plan. Det har vi holdt fast i hele dagen sammen med en bred kreds af lande, siger Corydon.

/ritzau/