Forhandlingsmøde varede hele natten

Så er det seneste forsøg på at få freden til at sænke sig over Mellemøsten indledt.

Onsdag aften mødtes israelske og palæstinensiske forhandlere i Jerusalem, og forhandlingerne, som Israels Radio betegner som "seriøse", fortsatte til ud på natten.

Den israelske delegation blev ført an af justitsminister Tzipi Livni, mens den erfarne og mangeårige forhandler Saeb Erekat ledte den palæstinensiske delegation.

Ifølge radioens oplysninger blev der forhandlet i lige knap fem timer.

Der er planlagt et nyt forhandlingsmøde i nær fremtid, denne gang i det palæstinensiske selvstyreområde Jeriko ved Jordanfloden.

Der er ikke oplysninger om, hvorvidt der er sket fremskridt, eller hvornår næste møde finder sted.

Parterne er blevet enige om at tie med indholdet af forhandlingerne.

Der er tale om de første direkte forhandlinger mellem de to parter, der strides om samme land, i tre år.

Forhandlingerne er kommet i gang på foranledning af USA's udenrigsminister, John Kerry, og målet er at finde frem til en permanent og endelig fredsløsning inden for ni måneder.

Det er hurtigt i forhold til det, palæstinensere og israelere er vant til.

Det er efterhånden snart 20 år siden, at den såkaldte Oslo-fredsproces begyndte.

Denne proces førte blandt andet til oprettelse af palæstinensiske selvstyreområder, men det lykkedes ikke trods mange og lange forhandlinger at finde løsninger på de store problemer, der deler israelere og palæstinensere.

Det er blandt andet status for byen Jerusalem, spørgsmålet om skæbnen for millioner af palæstinensiske flygtninge samt grænsedragning.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip