Forlig om 200 nye fængselssenge i hus

De danske fængsler har længe været overfyldt, men nu er et flertal i Folketinget enedes om at oprette 200 nye fængselspladser for at afhjælpe problemet.

Regeringen har indgået en flerårig aftale om Kriminalforsorgen med Enhedslisten, Liberal Alliance og De Konservative.

Dansk Folkeparti er kort før målstregen sprunget fra aftalen, mens Venstre forlod forhandlingerne tirsdag. Det skete i protest mod, at aftalen blandt andet skal finansieres ved at skære på det offentlige tilskud til tandrensning.

Liberal Alliances retsordfører, Simon Emil Ammitzbøll, glæder sig særligt over, at der med aftalen bliver etableret massivt flere fængselspladser til rockere og andre særligt farlige indsatte:

- Vi har brug for, at der bliver slået hårdere ned på de mest hærdede kriminelle i Danmark, og flere sikrede fængselspladser til rockere og andre særligt farlige forbrydere er et vigtigt skridt i den retning.

- Aftalen sikrer også, at de hårdeste kriminelle ikke får mulighed for tidlig prøveløsladelse eller afsoning med fodlænke, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Som en del af aftalen kommer der også mere fokus på hjemsendelse af de udlændinge, der er dømt til udvisning. Samtidig bliver der sat ind over for indsmugling af mobiltelefoner i arresterne.

Målet med aftalen er desuden, at færre skal vende tilbage til kriminalitet, når de forlader fængslet. Flere skal fremover udsluses med fodlænke, og der oprettes flere pensionspladser.

For at sikre en god løsladelsesproces styrker aftalen samarbejdet mellem Kriminalforsorgen og kommunerne.

Der sættes fokus på muligheden for eftergivelse af sagsomkostninger for de løsladte, hvis de holder sig væk fra kriminalitet, efter at de løslades.

SF's retsordfører, Karina Lorentzen, glæder sig over, at aftalen også rummer forbedringer for indsattes børn.

- De indsattes børn har været en mærkesag for os. Det er vigtigt at mildne oplevelsen af en forælders fængsling, for børn er de uskyldige ofre, der betaler prisen for en mor eller far i fængsel.

- Og risikoen for at de havner i kriminalitet er op til tre gange større end for deres klassekammerater. Ved at fokusere på børnene kan vi bryde den negative sociale arv, og børneansvarlige har vist sig at være et rigtig godt middel til det, siger hun.

Dagens Gossip