Forligsmand i Norwegian-sag: Der arbejdes konstruktivt

Tonen er fortsat god og konstruktiv efter seks timers mægling mellem Norwegian og de strejkende piloter, siger den norske forligsmand Nils Dalseide til nyhedsbureauet NTB.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at løse denne konflikt, siger Dalseide under en pause sammen med mægler Bjørn Lillebergen fra mødet fredag aften.

Mæglingen begyndte fredag eftermiddag klokken et, efter at begge parter i konflikten havde bedt om hjælp til at få forhandlingerne tilbage på sporet.

Piloter i Norwegian indledte en strejke sidste lørdag, og siden onsdag har så godt som alle indenrigsflyvninger i Skandinavien været aflyst.

100.000 flyrejsende skal ifølge selskabet være ramt af strejken.

Mens tonen har været uforsonlig i offentligheden, er både stemning og dialog under mæglingsmødet god og konstruktiv ifølge forligsmanden.

- Her og nu er der grund til at arbejde videre med de temaer og den struktur, vi har lagt op til. Vi arbejder med mange ting sideløbende, siger Dalseide.

Forligsmanden vil ikke uddybe, hvilke temaer parterne diskuterer, og hvor de største knaster ligger.

- Det er en vanskelig mægling. Det tror jeg, at alle forstår, siger Daldeise

Parterne i konflikten har ikke aftalt en frist for mæglingen, så den kan fortsætte til langt ud på natten.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip