Forligspartier holder fyraften uden aftale

Det lykkedes ikke partierne bag en ny folkeskolereform at nå i mål med en færdig aftale torsdag, som det ellers lå i luften.

Kort tid inden, hvad der skulle have været de afsluttende forhandlinger, røg De Konservative på porten efter en tvist om obligatorisk lektiehjælp.

Og selvom den øvrige forligskreds, bestående af regeringen, V og DF, fortsatte forhandlingerne til klokken 23, kom aftalen ikke i hus.

Ifølge De Radikales børne- og undervisningsordfører, Lotte Rod, har forhandlingerne været gode. Men ligesom hendes forligsfæller ser hun gerne Lars Barfoed og De Konservative tilbage ved forhandlingsbordet, inden en aftale underskrives.

- Vi har et forlig på folkeskoleområdet, derfor skulle vi gerne blive enige alle sammen. Ellers kan reformen ikke træde i kraft om et år som planlagt, siger hun til Ritzau.

Færdiggør partierne en aftale uden om De Konservative, kan den ifølge forligsreglerne først træde i kraft efter næste folketingsvalg.

- De Konservative skal overveje, om de vil snyde flere årgange af elever for alle de gode ting i reformen, som de jo også selv er enige i skal gennemføres, siger Lotte Rod.

Hos Venstre sender næstformand Kristian Jensen også en klar appel til Lars Barfoed:

- Vi kan kun blive ved med at appellere til De Konservative om, at de indser, hvor vigtig den her reform er, siger han til TV2 News.

Den altoverskyggende knast i forhandlingerne er spørgsmålet om obligatorisk lektiehjælp til folkeskoleeleverne.

De Konservative står stejlt på, at lektiehjælpen skal være et tilbud til eleverne, som i stedet skal kunne vælge at holde fri. Regeringen, V og DF kræver derimod, at elever, som fravælger lektiehjælp, skal deltage i eksempelvis friluftsaktiviteter med skolen.

Forligspartierne understreger, at det ikke kan komme på tale at bryde forliget med De Konservative, hvilket ville betyde et opgør med gængs forhandlingspraksis på Christiansborg.

- Vi overholder de regler, der er, siger Kristian Jensen (V).

Han påpeger dog, at forligsreglerne ikke er juridisk bindende, men at partierne overholder den gentleman-aftale, som et forlig er.

Forhandlingerne fortsætter fredag formiddag.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip