Forlist fragtskib er fundet på bunden af skotsk fjord

Skrevet af admin

05/01/2015

Dagens topnyheder

Vraget af et fragtskib, Cemfjord, som forleden forliste nord for Skotland, er fundet på havbunden i fjorden Pentland Firth, skriver BBC.

Den otte mand store besætning, syv polakker og en filippiner, har været savnet siden forliset, og søndag indstillede redningstjenesten eftersøgningen efter overlevende.

Cemfjord var sejlet fra Aalborg med cement til Runcorn ved Liverpool i England.

Besætningen på Cemfjord var sidste gang i kontakt med omverdenen fredag ved 13-tiden.

Lørdag blev fragtskibet fundet kæntret af en færge, der passerede, og så blev der slået alarm.

Cemfjord udsendte ikke noget nødsignal.

Fragtskibet, der er indregistreret på Cypern, ejes af et tysk rederi.

Der var 2000 ton cement om bord på det 83 meter lange skib, da det forliste.

Det blev ifølge rederiet bygget i 1984 og gennemgik i 2014 en inspektion, hvor der ikke var nogen anmærkninger.

Cemfjord gjorde sig i øvrigt bemærket i danske farvande 30. juli i 2014, da det stødte på grund ved Læsø.

Det viste sig, at den russiske kaptajn på skibet var fuld, og han måtte slippe en bøde på 10.000 kroner. Rederiet hyrede i stedet en tysk kaptajn til at sejle Cemfjord videre.

/ritzau/