Formand for Irak-kommission træder tilbage efter strid

Skrevet af admin

26/02/2015

Mest læste i dag

Formanden for Irak- og Afghanistankommissionen, Michael B. Elmer, træder tilbage på grund af udfordringer ved det interne samarbejde, oplyser Justitsministeriet

Det sker efter flere måneders udtalte samarbejdsproblemer mellem kommissionens medlemmer.

- Det er utrolig ærgerligt, at fremdriften i Irak- og Afghanistankommissionens vigtige arbejde er blevet udfordret af interne samarbejdsvanskeligheder.

- Jeg tager formandens beslutning til efterretning og ser nu fremad, anfører justitsminister Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

- Kommissionen har en stor og betydningsfuld opgave foran sig, og derfor har jeg også bedt landsretspræsidenterne om at udpege en ny formand så hurtigt som muligt, så kommissionen kan komme videre med den opgave, som den skal løse, skriver hun.

Irak- og Afghanistankommissionen blev nedsat den 7. november 2012, men siden da har det været særdeles småt med fremdriften i kommissionens omfattende arbejde med - blandt andet - at undersøge baggrunden for den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan.

Mens formanden altså forlader kommissionen, så bliver de to øvrige medlemmer på deres poster. Det drejer sig om juraprofessor Jørgen Albæk Jensen og advokat Jeppe Skadhauge.

De to har allerede i oktober rettet henvendelse til Justitsministeriet for at få mere skub i sagerne.

Og det har dermed ligget i kortene, at de to menige kommissionsmedlemmer havde en noget anden opfattelse af, hvordan arbejdet i kommissionen skulle skrues sammen, end deres egen formand.

Oprindeligt fik kommissionen fem år til at pløje sig gennem de anslåede en million siders dokumenter omkring krigsdeltagelsen.

Men der er stadig lange udsigter til, at de første vidner skal afhøres.

I et svar til Folketinget tidligere på måneden erkendte Michael B. Elmer, at det tidligst kan ske til efteråret, hvilket således mere end indikerer, at kommissionens arbejde bliver forsinket.

Michael B. Elmer har tidligere begrundet det stillestående arbejde i kommissionen med manglende sikkerhedsgodkendelser fra Politiets Efterretningstjeneste til såvel it-udstyr og lokaler.

/ritzau/