Formand klapper i om indbrud hos Skattesagskommissionen

Skrevet af admin

05/09/2014

Dagens topnyheder

Formanden for Skattesagskommissionen, Lars E. Andersen, har ingen kommentarer til, at der er blevet stjålet en computer og usb-stik fra kommissionens lokaler.

Ifølge Radio24syv er der blevet stjålet personfølsomme oplysninger ved indbruddet, som politiet dog konkluderer ikke har haft et politisk motiv - to lokale kriminelle er anholdt i sagen, der har været behandlet bag lukkede døre.

- Jeg har ingen kommentarer til Radio24syvs oplysninger. Det skyldes ikke, at jeg vil undgå at besvare eventuelle kritiske spørgsmål.

- Jeg er normalt parat til at hjælpe journalister med oplysninger, men det gælder altså ikke i den foreliggende situation, skriver han i en mail til Ritzau.

Skattesagskommissionen undersøger i øjeblikket, hvem der i 2010 lækkede den daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidts (S) og hendes mand, Stephen Kinnocks, skattesag til pressen.

Og hvorvidt daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) eller andre har forsøgt at påvirke afgørelsen, der konkluderede at Stephen Kinnock helt korrekt havde betalt skat i Schweiz og ikke i Danmark.

Ifølge Radio24syv har Lars E. Andersen i et fortroligt brev til de involverede i sagen orienteret om indbruddet samt udstedt et såkaldt tavshedspålæg, der skal sikre, at oplysningerne om indbruddet ikke kommer frem. De involverede må således ikke sige noget om indbruddet.

Ifølge politikommissær Henrik Grove fra Midt- og Vestjyllands Politi er der tale om et almindeligt indbrud, som ikke har haft et politisk motiv.

- Den 14. august anholder vi to personer på fersk gerning i forbindelse med et indbrud. Hos dem finder vi effekter, som stammer fra andre indbrud. Blandt andet en computer, som viser sig at stamme fra et kontor, hvor Skattesagskommissionen holder til, siger han.

- På grund af deres fortid, valgte vi at fremstille dem i grundlovsforhør, og det blev holdt for lukkede døre, fordi vi skal have anholdt yderligere en gerningsmand, fortæller Henrik Grove.

Kommissionen kommer med sine konklusioner i slutningen af oktober eller i begyndelsen af november 2014.

/ritzau/