Formand: Masters-konceptet kører stadig ikke optimalt

Skrevet af admin

29/12/2015

Dagens topnyheder

Ikke siden 2011 har en udenlandsk spiller stået øverst på skamlen ved den traditionsrige badmintonturnering Copenhagen Masters, der hvert år afholdes mellem jul og nytår.

Også i år endte de danske badmintonspillere med at vinde samtlige titler i turneringen. Og selv om statistikken kan lyde meget god i danske ører, så er det også et udtryk for, at modstanderne er af svingende kaliber.

Det erkender Badminton Danmarks formand, Rene Toft, der allerede efter sidste års turnering talte med store bogstaver.

- Sidste år var jeg oppe i det røde felt, fordi da syntes jeg decideret, at det var under et respektabelt niveau i forhold til, at folk betaler penge for at komme ind og se kampene.

- Niveauet er blevet bedre i år, men jeg synes stadig ikke, at det er godt nok, siger han.

Efter sidste års Copenhagen Masters luftede René Toft muligheden for at gentænke hele Masters-konceptet. Det er der dog ikke kommet noget ud af endnu.

- Men vi bliver nødt til at overveje, om konceptet er det rigtige, og om det er sådan her, vi vil lave turneringen. Det har været med i overvejelserne, siger han.

Et nyt koncept kunne eventuelt ændres, så det i stedet for spiller mod spiller blev hold mod hold. Således at Danmark for eksempel skulle møde Asien.

For det nuværende koncept fungerer ikke optimalt, siger René Toft.

- Vores badmintonsaglige publikum har efterhånden fundet ud af, at det er på den sidste dag, at der sker noget. Men vi skal have gjort noget ved den måde, som spillerne kommer frem til finalen på. Der skal vi have hævet niveauet, siger René Toft.

Den danske badmintonspiller Viktor Axelsen vandt årets herresingleturnering ved Copenhagen Masters. Han mener også, at konceptet bør genovervejes.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg ikke, at kvaliteten er steget siden sidste år, og jeg så også gerne, at der blev lavet noget lidt andet. Jeg synes stadig, at traditionen er god, men jeg tror godt, at man kunne gøre noget anderledes, siger han.

Copenhagen Masters er en invitationsturnering, hvor der ikke er ranglistepoint på spil, men hvor Badminton Danmark i stedet inviterer en række udvalgte danske og udenlandske badmintonspillere til København for at deltage.

/ritzau/