Formand: Perker-jargon er venligt mobberi

Betjente med indvandrerbaggrund bliver kaldt perkere og andre øgenavne af deres kolleger.

Og mange finder det krænkende.

Det fremgår af en rapport fra Institut for Menneskerettigheder, IMR, som i samarbejde med Rigspolitiet har undersøgt, hvordan det står til med den etniske ligestilling i politiet.

Hos politiforbundet er man ikke bekendt med, at nydanske betjente føler sig krænket, siger formand Peter Ibsen.

- Dette har intet med racisme at gøre. Det er måske en form for misforstået venligt mobberi, siger formand Peter Ibsen til Newspaq.

Ifølge Peter Ibsen er det en kendt sag, at der er en vis jargon og frisprog i politiet.

- Men hvis nogen føler sig krænket, har vi et fælles problem med at få ændret på det, siger Peter Ibsen.

IMR-rapporten munder ud i syv anbefalinger til Rigspolitiets ledelse. For eksempel bør politiet gøre noget ved de talemåder i den interne jargon, som virker krænkende.

Politiet bør også gøre undervisning i ligebehandling og chikanebestemmelserne til en del af lederuddannelsen.

I 2011 udgjorde betjente med etnisk minoritetsbaggrund 1,4 procent af korpsets 10.700 betjente - mod næsten 10 procent af befolkningen generelt.

Dagens Gossip