Formanden for Kinas finanstilsyn fyret efter aktienedtur

Skrevet af admin

20/02/2016

Dagens topnyheder

Det kriseramte kinesiske aktiemarked har fået konsekvenser for Xiao Gang, topchefen i det kinesiske finanstilsyn. Han er lørdag morgen blevet fyret.

Det skriver nyhedsbureauet Xinhua ifølge Reuters, der citerer kommunistpartiet for at sige, at det har truffet beslutningen om at fyre Gang.

Han bliver erstattet af direktøren for den kinesiske landbrugsbank, Agricultural Bank of China Ltd, Liu Shiyu.

Udskiftningen i toppen af kinesernes finanstilsyn er kun den seneste udvikling i en turbulent periode for det kinesiske aktiemarked.

Efter lang tids stigning røg bunden ud af det kinesiske aktiemarked i juni. Siden da har børserne i Shenzhen og Shanghai tabt op til 40 procent af deres værdi.

Reuters rapporterede i januar, at den 57-årige Xiao Gang havde tilbudt at træde tilbage fra sin post i finanstilsynet.

Den nye øverstkommanderende i finanstilsynet, 54-årige Liu Shiyu, har brugt det meste af sin karriere hos den kinesiske centralbank, People's Bank of China.

Her steg han i graderne, før han i 2014 forlod stillingen som vicedirektør i banken for at blive direktør i den kinesiske landbrugsbank.

/ritzau/