Formanden for Livslinien går af i protest mod regeringens finanslov

Forrige regering bevilligede fire millioner kroner til Livslinien, som i årevis har arbejdet på at hjælpe selvmordstruede danskere. Pengene skulle bruges til at holde natåbent, lød det dengang. 

Dagens.dk har dog tidligere berettet om, at formand og stifter af Livslinien, Morten Thomsen, i denne uge blev ringet op af en unavngiven politiker klokken 22 aftenen inden finansloven blev fremlagt. Politikeren fortalte, at den nuværende regering trækker bevillingen tilbage.

Læs også: Regeringen dropper hjælp til unge selvmordstruede

Pengene bliver ellers brugt til at lade frivillige holde vagt ved telefonerne om natten, hvor mennesker med selvmordstanker i høj grad ringer ind og beder om hjælp.

I værste tilfælde må de frivillige ringe efter ambulancer i forsøget på at redde de selvmordstruede.

Læs også: Dropper hjælp til unge selvmordstruede: Her er ministerens forklaring

Uden penge bliver netop løsningen med at holde åbent om natten dog sløjfet, og det får nu Morten Thomsen til at gå af i protest.

- Det er min måde at signalere på, at det her er alvor. Det er mit livsværk, så det er jo ikke en nem beslutning, men regeringen har trukket tæppet væk under os, og det er en fatal og en forkert beslutning, der kommer til at koste menneskeliv, siger Morten Thompsen til Dagens.dk.

- Ved sidste finanslov blev vi lovet de her penge, og det har vi arbejdet ud fra og har haft et sigte om, at vi kunne få tre år til at folde natåbningen ud. Vi har nu åbent 20 timer i døgnet, men så her tre måneder, før vi når slutmålet, så hiver de gulvtæppet væk under os. 240 frivillige har brugt deres tid på det her. Jeg skal kunne stå inde for det her over for dem, men jeg føler ikke, at jeg kan se dem i øjnene nu.

Pt. er denne underskriftindsamling i gang for at ændre på beslutningen, og selvom Morten Thomsen går af og ikke har forhåbninger om, at politikerne lytter til kritikken, opfordrer han alle til at skrive under inden fredag den 9. oktober, hvor resultatet sendes til sundhedsministeren. 

Over 6.000 har i skrivende stund allerede skrevet under, og situationen berører tydeligvis mange. Blandt andet skriver en bruger under indsamlingen:

- Jeg er ansat på en selvmordsforebyggende klinik i Odense og ved fra mine patienter, hvor vigtig Livslinien er for selvmordstruede personer, og at hjælpen er særlig vigtig i aften og nattetimerne.

En anden bruger skriver:

- Det er jo indlysende, at der er brug for Livslinien.dk om natten. Det er jo der, folk er helt alene med de mørke og tunge tanker. Fra en søster der har mistet en bror til selvmord.

Dagens Gossip

Dagens TV