Formel 1-feltet retter blikket mod 17-årig skoledreng

Skrevet af admin

02/10/2014

Mest læste i dag

Tirsdag fyldte han 17 år, og fredag skal den hollandske racerkører Max Verstappen for første gang måle sig med verdens bedste kørere i motorsportens kongeklasse Formel 1.

Max Verstappen, der er søn af den tidligere Formel 1-kører Jos Verstappen, sætter sig klokken 03 dansk tid ned i Toro Rossos racer for at deltage i den første af i alt tre træninger forud for søndagens japanske grandprix på Suzuka-banen.

- Jeg har kun brugt en dag på at køre banen på simulatoren, hvilket hjælper lidt, men det kan ikke erstatte det at køre på banen selv, siger teenageren ifølge AFP.

Max Verstappen skal kun deltage i den første træning. Derefter overtager franske Jean-Eric Vergne sit sæde igen.

Efter den kommende sæson bliver Vergne dog erstattet af Max Verstappen, som så bliver fast kører for Toro Rosso.

Netop det har været heftigt debatteret i Formel 1-miljøet. Mange mener, at Max Verstappen er for ung til at køre Formel 1.

Legenden Jackie Stewart er spændt på at se, hvad Max Verstappen kan. I år kører hollænderen med i det europæiske Formel 3-mesterskab, men det kan slet ikke sammenlignes med Formel 1, mener Stewart.

- Hele verden kigger på ham, og det er ikke et lille pres. Han har været sensationel hidtil i sin karriere, men Formel 1 er en anden historie, siger den 75-årige tredobbelte verdensmester og tilføjer:

- Toro Rosso tror på, at de skal give ham en chance. Gør han det godt, bliver han en ung superstjerne.

1997-verdensmesteren, canadieren Jacques Villeneuve, kritiserer, at Max Verstappen allerede kan deltage i Formel 1.

- Han er for ung, og der er noget meget galt med systemet, hvis man i så en ung alder kan få sin superlicens, så man kan køre Formel 1, siger Villeneuve.

/ritzau/