Formel 1: Formstærk Ricciardo øjner VM-titel

Skrevet af admin

25/08/2014

Dagens topnyheder

To sejre i træk. Tre i de seneste seks Formel 1-løb.

Daniel Ricciardo fra Red Bull-teamet er formstærk for tiden, hvilket han senest beviste søndag med sejren i det belgiske grandprix.

Australieren har fået smag for succes, og VM-titlen går han efter, nu hvor han kun er 35 og 64 point efter henholdsvis Lewis Hamilton og den VM-førende Nico Rosberg - begge fra Mercedes-teamet.

- Det er fantastisk at vinde. Vi er virkelig motiveret for tiden, og det var rart at få maksimumpoint fra en bane, hvor vi ikke regnede med at få det.

- Hvis jeg er inden for 50 point før sæsonens sidste grandprix i Abu Dhabi, så er alt muligt. Der er fortsat nogle løb, der skal køres inden da, men så længe, der er en matematisk mulighed for at blive verdensmester, så går vi efter den, siger Ricciardo, der er i gang med sin første sæson hos Red Bull.

Der resterer endnu syv løb af årets VM-serie. I sæsonafslutningen i Abu Dhabi gives der dobbelt op på pointene. Det vil sige, at vinderen scorer 50 point i stedet for de normale 25.

Det næste grandprix er det italienske på Monza-banen 7. september.

/ritzau/AFP