Formel 1-teamet Marussia kører weekendens Grand Prix med kun en bil.
Det gør teamet af respekt for franskmanden Jules Bianchi, som forulykkede i sin bil i sidste weekends Grand Prix på Suzuka-banen i Japan.
Det meddeler holdet fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Teamet har meddelt ledelsen, at vi trækker bil nummer to fra løbet, skriver Marussia i en meddelelse.
Jules Bianchi har pådraget sig en omfattende hjerneskade efter ulykken, hvor han kørte af banen og ramte et køretøj, som var i færd med at bjærge en anden forulykket bil.
Holdet havde ellers tilmeldt to reservekørere til løbet, men de kommer ikke i bilen.
- Holdet føler stærkt for, at det at køre med kun en bil er den rigtige handling i lyset af de svære omstændigheder fra sidste weekend, skriver Marussia videre.
Denne weekends Grand Prix bliver kørt i den russiske by Sotji, hvor der var Vinter-OL tidligere på året. Løbet begynder med træning fredag. Kvalifikationen køres lørdag og selve løbet på søndag.
/ritzau/