Formel 1: Vettel starter forrest i Japan

For fjerde gang i denne sæson starter Sebastian Vettel forrest i feltet, når søndagens formel 1 i Japan vinkes i gang. Dermed fortsætter han succesen fra det foregående løb i Singapore, som han vandt foran Jenson Button.

I lørdagens afsluttende tidsprøve var den unge tyske verdensmester et par tiendedele af et sekund hurtigere end sin australske holdkammerat Mark Webber.

Brasilianeren Felipe Massa ruller sin røde Ferrari ind på tredje startposition på den 5,8 kilometer lange bane i Suzuka efter duoen fra Red Bull.

Tyskeren Michael Schumacher havde pedalen i bund på sin Mercedes og sluttede som nummer fire i tidsprøven, men som straf for at være skyld i et sammenstød i løbet i Singapore bliver eks-verdensmesteren rykket 10 pladser tilbage i startrækkefølgen.

Den 43-årige Schumacher fik for få dage siden besked om, at hans kontrakt med Mercedes ikke bliver forlænget efter denne sæson. Han erstattes af den langt yngre brite Lewis Hamilton.

Schumacher annoncerede selv i torsdags, at han stopper sin karriere efter denne sæson.

Efter Japan resterer der fem løb i formel 1-kalenderen. Om fjorten dage går det løs i Korea, og sæsonfinalen køres i São Paulo i Brasilien den 25. november.

Stillingen efter de første 14 løb:

1: Fernando Alonso 194 point

2: Sebastian Vettel 165 point

3: Kimi Räikkönen 149 point

4: Lewis Hamilton 142 point

5: Mark Webber 132 point

En sejr giver 25 point, mens andenpladsen er 18 point værd. Nummer tre får 15.

 

Dagens Gossip