Formel 1-vinder dedikerer sejr til afdød konkurrent

Skrevet af admin

26/07/2015

Mest læste i dag

Den tidligere tyske verdensmester Sebastian Vettel (Ferrari) dedikerer søndagens Formel 1-sejr i Budapest til afdøde Jules Bianchi.

Franske Bianchi, der blev spået en stor fremtid i motorsportens kongeklasse, døde for godt en uge siden.

Den blot 25-årige franskmand lå i kunstigt koma de sidste ni måneder af sit liv efter en ulykke på Suzuka-banen i Japan sidste år.

- Denne sejr er til ære for Jules.

- Det har været en hård uge for os alle, og det har været svært, siger Sebastian Vettel efter det hektiske grandprix, hvor det omsider lykkedes at verfe det suveræne Mercedes-hold væk fra de øverste podiepladser.

Jules Bianchi har været en del af Ferraris talentprogram, men kørte for Marussia-holdet, da han sidste år mistede kontrollen på den regnvåde Suzuka-bane og kørte ind i et redningskøretøj.

- Jeg tror, at alle var klar over, at han (Jules Bianchi) før eller siden var endt med at køre for Ferrari, siger Vettel.

Red Bulls Daniil Kvyat fik karrierens bedste placering med en andenplads i Ungarn. Også 21-årige Kvyats tanker gik til Jules Bianchi.

- Denne podieplads tilegner jeg Jules Bianchi og hans familie - vi mistede en dejlig fyr og en stor racerkører, siger russeren.

For første gang i 2015 kom ingen af de to Mercedes-kørere, Lewis Hamilton og Nico Rosberg, på podiet.

Den førende i VM-stillingen, Lewis Hamilton, endte på sjettepladsen.

- Jeg har ikke ord, der kan forklare, hvad der skete i dag. Det var virkelig en skidt præstation.

- Jeg blev ved med at presse på og gav ikke op, men når jeg stod over for to valg, så valgte jeg den forkerte løsning hver eneste gang. Det var underligt.

- Det er en af de værste præstationer, jeg har leveret i lang tid. Det viser bare, at vi trods alt er mennesker, siger Hamilton.

/ritzau/