Formodet amerikansk droneangreb dræber seks

Et formodet amerikansk droneangreb har kostet seks personer livet i Yemen natten til søndag.

Det rapporterer en militærkilde i landet til nyhedsbureauet AFP søndag.

De seks dræbte, der menes at være en del af terrornetværket al-Qaeda, befandt sig alle i en konvoj i Mahfad-distriktet i den sydlige provins Abyan, lyder det fra den anonyme kilde.

- Et droneangreb i nat rettet mod to biler, der tilhører al-Qaeda-folk i Wadi Dhiqa i Mahfad, har dræbt seks personer inde i bilerne, siger militærkilden.

I en stor offensiv i sommeren 2012 lykkedes det for Yemens hær at drive al-Qaedas medlemmer ud af langt de fleste byer i Abyan, herunder Zinjibar og Jaar, som ellers havde været kontrolleret af al-Qaeda i et år.

Selvom terrornetværket er blevet svækket, udfører det dog stadig såkaldte "hit and run"-angreb mod medlemmer af sikkerhedsstyrkerne i området.

Al-Qaeda udnyttede en opstand i Yemen i 2011 mod den nu afsatte præsident Ali Abdullah Saleh til at sætte sig på magten i store områder i den sydlige del af landet.

Der er blevet skruet op for den amerikanske støtte til Yemens kamp mod al-Qaeda, fordi terrornetværket i Yemen anses for at være en af de mest aktive grene af det verdensomspændende netværk.

USA bekræfter ikke droneangreb, og det er derfor ikke til at sige endeligt, om det er det amerikanske militær, der står bag nattens angreb.

Sikkert er det dog, at de amerikanske droneangreb i Yemen næsten blev tredoblet i 2012 sammenlignet med 2011 fra 18 angreb til 53 ifølge den Washington-baserede tænketank The New America Foundation.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV