Formodet Boston-bombemand fortsat på fri fod

Den massive menneskejagt har sat Boston på den anden ende. Tidligt fredag morgen lokal tid bad Massachusetts’ guvernør, Deval Patrick, samtlige indbyggere i Boston om at blive indendøre. Ligeledes indstillede han al offentlig trafik på ubestemt tid, anbefalede taxaer ikke at køre rundt i gaderne og opfordrede butikker og skoler til at holde lukket.

Senere på formiddagen rapporterede medierne, at politiet havde samlet specielstyrken SWAT og omringet et hus i kvarteret Willow Park i Watertown i det vestlige Boston, hvor de i flere timer ledte intensivt efter den mistænkte. Medierne blev bedt om ikke at sende direkte og holde sig på behørig afstand af huset. Den 19-årige betegnes som »yderst farlig«, og man frygter, at han har sprængstoffer på sig.

Politiet kom på sporet af de to mistænkte brødre, som menes at have tre liv og over 180 sårede på samvittigheden, torsdag aften efter at have frigivet billeder af dem. De skød og dræbte en sikkerhedsvagt på universitetet Massachusetts’ Institute og Technology (MIT) og blev jagtet af politiet, som de røg i skudveksling med.

Dramaet udspillede sig foran et øjenvidnes vindue, som forklarer til NBC News, at den ene formodede bombemand, formentlig den 19-åriges 26-årige bror, Tamerlan Tsarnajev, blev anholdt uden for hans vindue.

»To bevæbnede mænd skød mod et stort antal politimænd, som derefter gav igen med tung beskydning i flere minutter,« siger øjenvidnet Andrew Kitzenberg til NBC News.

Den ene mistænkte satte sig derefter ind i en sort Mercedes, mens den anden løb direkte ned mod politienheden, beretter Kitzenberg, der siger, at den mistænkte faldt om efter endnu en runde skud fra politiet.

Han mistede livet under sammenstødet med politiet.

Uden at identificere manden som den mistænkte 26-årige fortalte en læge fra hospitalet Beth Israel Deaconess Medical Center på et pressemøde, at han natten til fredag modtog en patient, der var såret af adskillige pistolskud og muligvis også af eksplosioner. De værste kvæstelser var i maven, og han havde hjertestop, da han ankom til hospitalet, hvor lægerne måtte opgive at behandle ham.

Begge brødre har ifølge nbcnews.com boet i USA siden 2002 eller 2003, hvor de kom til landet med deres familie som asylansøgere, og den ældre fik permanent ophold i 2007. De har angiveligt begge militærerfaring, men den amerikanske hær kan ikke bekræfte, at de to har være værnepligtige.

Den 19-årige studerer og bor i Cambridge, Massachusetts, men begge stammer oprindeligt fra Kaukasus-området.

Dagens Gossip