Formodet hovedmand i stor hashsag udleveret fra Spanien

Skrevet af admin

31/12/2014

Dagens topnyheder

En 43-årig mand, som politiet mener er hovedmand i en stor sag om indsmugling af hash fra Alicante i Spanien, er sammen med en 34-årig medsigtet mand blevet udleveret fra Spanien.

De er sigtet for smugling af 2,5 ton hash, og onsdag har en dommer varetægtsfængslet begge i isolation i 12 dage, oplyser politiet.

Midt i december slog politiet til. I alt 17 personer blev anholdt i Danmark, og de 15 er blevet varetægtsfængslet, oplyser vicepolitiinspektør Lau Thygesen, der er leder af afdelingen for organiseret kriminalitet hos Københavns Politi.

Det er forskelligt, hvor stor en andel af stoffet, de enkelte er sigtet for.

I Spanien blev fem anholdt, heraf tre danskere hvoraf de to nu er udleveret.

Den 43-årige formodede hovedmand er tidligere dømt i en sag om amfetamin og kokain, men han har opholdt sig i Spanien, siden han flygtede fra sin afsoning herhjemme.

Politiet mener, at han fra Alicante i Spanien sammen med to andre danskere har organiseret omkring 2,5 ton hash til salg i Danmark. Store dele af stoffet er ifølge politiet solgt i Pusherstreet på Christiania.

- Det er en stor international sag, som vi i længere tid har efterforsket sammen med politiet i Alicante i Spanien, siger Lau Thygesen

Ved aktionen tidligere i december beslaglagde politiet 500 kilo hash og to millioner kroner.

Efterforskningen har vist, at der i et vekselbureau på Nørrebro i København er vekslet over 50 millioner kroner til 500-eurosedler.

Politiet i Danmark og Spanien slog til tirsdag den 16. december, da to danske modtagere og to tyske chauffører var i færd med at omlade cirka 400 kilo hash i en lagerhal vest for København.

Hvordan de to mænd, der onsdag er varetægtsfængslet, forholder sig til politiets sigtelse, har det ikke været muligt at få oplyst.

/ritzau/