Formodet krigsforbryder er stukket af til Sverige

En formodet krigsforbryder, som tidligere har boet og fået tilkendt tålt ophold i Danmark, er nu stukket af til Sverige. Det skriver Søndagsavisen.

De svenske myndigheder har oplyst til Udlændingestyrelsen i Danmark, at udlændingen har søgt asyl i Sverige. Det oplyser justitsminister Mette Frederiksen i en redegørelse til Folketingets udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik.

Personen har fået afslag på asyl i Danmark, da de danske myndigheder mener, at han i hjemlandet har begået grove forbrydelser i hjemlandet. Det kan eksempelvis være overgreb på civile.

Den udenlandske formodede krigsforbryder har været eftersøgt i Danmark i et stykke tid. Personen har været forsvundet og ikke overholdt sin meldepligt i Center Sandholm, som personer på tålt ophold som udgangspunkt skal.

Udover meldepligten kan personer på tålt ophold bevæge sig frit rundt.

"Vi kan ikke være bekendt at sende vores problemer derover. Det her betyder jo, at folk på tålt ophold kan bevæge sig frit rundt i Europa, hvis de har lyst," siger Karina Lorentzen, retsordfører for SF.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener ikke, at vi kan være os selv bekendt over for svenskerne.

"Det her er jo en formodet krigsforbryder, som vi herhjemme har vurderet, at der skal holdes øje med. Vi kan ikke bare tillade os at være glade for, at han er stukket af til Sverige," siger Peter Skaarup.

"Hvis situationen forholdt sig omvendt, og vi havde modtaget sådan en fyr fra Sverige, fordi de ikke havde styr på ham, så havde jeg protesteret kraftigt," uddyber han.

Søndagsavisen har spurgt Udlændingestyrelsen i Danmark, samt Migrationsverket i Sverige, om flere detaljer om den formodede krigsforbryder, men har ikke fået svar. Hvis Sverige ønsker det, kan de tilbagesende den formodede krigsforbryder til Danmark, da han allerede har fået behandlet en asylsag her.

Dagens Gossip