Formodet syrienkriger: Må vi få flere som Omar

Skrevet af admin

19/05/2016

Mest læste i dag

En 24-årig formodet syrienkriger er stor tilhænger af den afdøde Omar el-Hussein, der i februar sidste år skød og dræbte to personer ved Krudttønden og synagogen i København.

Det påstår i hvert fald anklagemyndigheden, og det forsøger anklager Natalja Lindberg at bevise på den fjerde dag i den historiske terrorsag i Retten i Glostrup.

Blandt andet ved at afspille en række videoer, som viser, at den tiltalte kørte lige bag den vogn, som transporterede Omar el-Husseins kiste til den muslimske gravplads i Brøndby.

- Denne bror skal være et forbillede for enhver muslim, lyder det fra den tiltalte.

Den 24-årige dansktyrker er hovedpersonen i den første retssag om at lade sig hverve af den militante gruppe Islamisk Stat.

Og torsdagens fremviste videoer er fundet på en telefon, der blev beslaglagt fra den tiltalte i forbindelse med anholdelsen af ham i marts sidste år.

- Kære brødre og søstre, som I kan se, så kører Omar foran os. Døden har ingen alder. Vores bror Omar ligger foran os. Ikke sige han er død. Hos Allah er han levende. Han beskyttede islam og profeten, lyder ordene blandt andet fra den 24-årige.

I et Facebook-opslag lovpriser den tiltalte også manden bag angrebet i København.

- Må vi insha Allah få flere brødre som Omar. Som ofrede sit liv på Allah og hans profet.

Dermed skal han ifølge anklagemyndigheden have gjort sig skyldig i at billige en terrorhandling.

På den tiltaltes telefon ligger desuden et billede af den afdøde Omar el-Hussein indhyllet i et hvidt lagen, øjensynligt mens han ligger i sin kiste.

Derudover indeholder telefonen en optagelse af de to mænd, der i januar 2015 udførte et terrorangreb mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Ud over at støtte Omar el-Husseins handlinger er den 24-årige mand blandt andet tiltalt for at rejse til Syrien og tilslutte sig IS tilbage i 2013. Han er også tiltalt for at have tænkt sig at gentage den handling i marts 2015.

Retssagen mod den formodede syrienkriger er interessant, fordi det er den første af sin slags i Danmark. Dermed vil sagen blive en rettesnor for fremtidige lignende sager - både hvad angår bevisførelse og strafudmåling.

/ritzau/