Formstærk Fuglsang i top-10: Hård træning bærer frugt

Skrevet af admin

22/04/2015

Dagens topnyheder

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang har ramt topformen inden søndagens klassiker Liege-Bastogne-Liege.

Astana-rytteren imponerede onsdag i generalprøven, Fleche Wallonne, hvor han sluttede på en ottendeplads fire sekunder efter vinderen, Alejandro Valverde (Movistar).

- Jeg fik gode svar på min form. Det gik godt i afslutningen i dag, og da der først blev lukket lidt op, følte jeg mig bedre kørende. Så jeg håber på, at benene kommer sig, og at jeg er klar til at gøre en god figur i Liege, siger Jakob Fuglsang.

Han mødte op til Amstel Gold Race i søndags efter en lang løbspause, hvor han havde koncentreret sig om at bygge formen op.

- Jeg er fortrøstningsfuld, for det går godt. Al den træning, jeg har lavet i de sidste par måneder, bærer frugt. Og det er selvfølgelig rart, lyder det fra Fuglsang.

At han skulle køre sig til en plads i top-10, lå ellers ikke umiddelbart i kortene, for silkeborgenseren har aldrig lagt skjul på, at Fleche Wallonne ikke hører til hans favoritløb.

Især den meget stejle afslutning, Mur de Huy, er han normalt uvenner med.

- Det var lidt bedre end normalt, men jeg er ikke blevet fan af løbet endnu. Mur de Huy var også slem i dag, men den nye bakke, vi skulle over lidt før, gjorde, at folk var lidt mere stegte, da vi kørte ind på stigningen for sidste gang.

- Derfor blev der holdt lidt igen et stykke op af den, og jeg kom forholdsvis godt op, siger Jakob Fuglsang.

/ritzau/