Formstærke Newcastle henter tredje sejr i træk

Skrevet af admin

01/11/2014

Mest læste i dag

Med en scoring et kvarter før tid vandt Newcastle lørdag 1-0 over Liverpool på et mål af Ayoze Perez.

Newcastle vandt også i sidste uge over Tottenham og har tilsyneladende fundet melodien efter en noget tung sæsonstart i Premier League, hvor manager Alan Pardew var under gevaldigt pres.

Kampen mod Liverpool blev ikke synderligt interessant, før den var en time gammel.

Newcastle kom måske en kende bedre fra start, men ingen af holdene var i stand til at skabe målchancer af betydning, indtil Perez dukkede op.

Liverpool-manager Brendan Rodgers satte alle sine offensive kræfter på bænken ind i jagten på udligning, men de rødklædte spillere var ikke i stand til at true Newcastle, som når ret skal være ret, var tættere på at score til 2-0.

Kort før tid blev Remy Cabella og målscorer Perez sendt af sted mod Liverpools mål.

De to hurtigløbere var alene med kun én forsvarer, men Liverpools målmand Simon Mignolet reddede forsøget fra Cabella.

Med sejren rykker Newcastle op i tabellen. Efter tre sejre i træk - sæsonens tre eneste af slagsen - er holdet nummer ni i Premier League med 13 point for 10 kampe. Liverpool har et enkelt point mere og er nummer syv.

Liverpools spillere skal næppe regne med oprejsning i de to kommende kampe, hvor først Real Madrid venter i Champions League på Bernabeu i den spanske hovedstad på tirsdag.

Hjemme i Premier League kommer topholdet Chelsea på besøg på Anfield på lørdag.

/ritzau/