Formstærke Team Tvis jagter revanche for ydmygelse

Skrevet af admin

02/12/2015

Dagens topnyheder

Det er et Team Tvis Holstebro-hold fyldt med selvtillid, der torsdag aften tager imod GOG Håndbold i Boxer Herreligaen.

Den vestjyske klub har vundet fire ligasejre i træk, og søndag kvalificerede Team Tvis sig desuden til gruppespillet i EHF Cuppen.

- Vi er inde i en rigtig fin periode med gode sejre. Vi skal ikke gøre meget andet end at fortsætte stimen og spille med den selvtillid, som vi har haft i noget tid, siger Team Tvis-topscorer Patrick Wiesmach før kampen mod GOG.

De to hold mødtes for lidt over tre måneder siden i sæsonens første kamp i Boxer Herreligaen. Ved den lejlighed vandt GOG hele 30-20 på hjemmebane.

- Vi vil gerne have en lille revanche for kampen i Gudme i første spillerunde. Vi blev mere eller mindre kørt ud af banen i anden halvleg.

- Vi var på det tidspunkt et ret nyt hold med mange nye spillere, mens GOG's midterblok var ret godt sammenspillet.

- Hvis man ikke får lavet mål i det etablerede angrebsspil mod GOG, så kommer man til at løbe meget hurtigt hjem mod dem, siger Patrick Wiesmach med henvisning til fynboernes stærke kontraspil.

Højrefløjen forventer også, at kontraspillet bliver en afgørende faktor i torsdagens kamp i Gråkjær Arena i Holstebro.

- Vi vil gerne løbe kontra på dem, så vi får nemme mål på den konto. Kampen i kampen bliver, hvem der får fat i forsvaret og kommer til at løbe kontra mod det andet hold og får nogle af de billige mål, siger Patrick Wiesmach.

Team Tvis Holstebro skal spille seks ligakampe i december, før Boxer Herreligaen holder pause i januar på grund af EM i Polen.

Med europæiske kampe oven i kampene i ligaen og pokalturneringen i Danmark er klubbernes trupper pressede, og det gælder også i Team Tvis Holstebro.

Foreløbig er det dog gået godt for den vestjyske klub, der ligger nummer fem i ligaen med 16 point for 12 kampe.

Klubben er desuden videre til Final4-stævnet i pokalturneringen.

- Indtil nu er det gået den vej, at vi har spillet rigtig godt og har fået banket en god kæde sammen.

- Vores forsvar er begyndt at stå rigtig fint, efter at det sejlede en del i begyndelsen. Det er spændende, om det kan blive ved efter så mange kampe, siger Patrick Wiesmach.

/ritzau/