Formsvag hollænder skal køre i Schleck-brødres hjulspor

Skrevet af admin

03/07/2015

Dagens topnyheder

Andy Schleck har stoppet karrieren. Fränk Schleck har meldt afbud med knæproblemer. Dermed er den luxembourgske cykelfamilie for første gang i 10 år ikke repræsenteret i Tour de France, når årets udgave af løbet begynder lørdag.

Selv om Schleck-brødrene i de sidste år har leveret skuffende resultater, er der alligevel noget at leve op til for Treks nye klassementhåb, Bauke Mollema.

Den tidligere Belkin-rytter har tidligere i karrieren leveret slutplaceringer som nummer seks og ti i Touren, men efter lovende takter i de første løb har Mollema haft et tungt første halvår på sit nye hold.

Senest blev han kørt helt bag af dansen i Criterium du Dauphiné.

- Dauphiné var hård for mig. Jeg har kæmpet med problemer med ryggen, men vi har arbejdet hårdt for at få den i orden, og jeg skulle være okay nu, siger Bauke Mollema.

Han kommer ikke til at mangle opbakning fra publikum på de første Tour-etaper, som bliver afviklet i hans hjemland, Holland.

Men det er et åbent spørgsmål, om formen rækker til at leve op til holdets målsætning om en plads i top-ti - i bedste fald top-fem.

- Jeg ved ikke, om en top-fem-placering er mulig. Der er en stor gruppe ryttere, der alle kan slutte i toppen af klassementet. Hvis alt går vel, er jeg én af dem. Men det bliver en hård kamp, siger han.

En af hans støtter i løbet bliver veteranen Fabian Cancellara. For ham bliver det en anderledes opgave, efter at han i en årrække har kørt på hold med Schleck-brødrene.

- Jeg har kørt mange Tours med dem, og vi har haft gode oplevelser sammen. Nu skriver vi et nyt kapitel. Bauke er ikke Andy Schleck, men i mine øjne har han gode muligheder for at køre i top-fem, siger Cancellara.

/ritzau/