Formsvage Horsens lukker fans gratis ind

Dårlige resultater i Superligaen på det seneste har fået AC Horsens til at give alle gratis entre til søndagens kamp på hjemmebanen Casa Arena mod FC Midtjylland.

I fredags tabte Horsens 1-3 hjemme til Sønderjyske, og det var jydernes tredje nederlag i træk. De to øvrige nederlag er indkasseret på udebane mod AaB og Brøndby.

- Ingen i eller omkring AC Horsens er tilfredse med præstationerne i de seneste kampe, men det er netop i modgang, vi må stå sammen for at støtte holdet på banen, og forhåbentlig bliver der fyldt godt op på tribunerne.

- Vi får brug for vores 12.-mand på søndag, hvis vi skal sende FC Midtjylland hjem til Heden uden point, siger Horsens-direktør Henrik Ravn til klubbens hjemmeside.

Det er kun blevet til to ligasejre i 10 hjemmekampe i denne sæson, og det er skuffende for sidste års nummer fire. Lige nu er Horsens nummer syv og er i fare for at blive trukket med ned i bundkampen.

Horsens endte i sidste sæson på en fornem fjerdeplads i Superligaen - den højeste placering i klubbens historie - og det betød deltagelse i Europa League for første gang nogensinde.

Desuden kom Horsens helt frem til pokalfinalen i sidste sæson, men det endte med et nederlag til FC København i Parken.

- Vi har oplevet et fantastisk år med mange milepæle for AC Horsens, og det luner i en kold tid at tænke tilbage på de mange tusinde gule fans i Fælledparken og Parken til pokalfinalen, siger Henrik Ravn.

Horsens-direktøren fremhæver også den samlede sejr over svenske IF Elfsborg og den uafgjorte hjemmekamp mod Sporting Lissabon i Europa League. Horsens tabte dog returkampen i Portugal med 0-5.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV