Fornem femteplads af Magnussen i Rusland

Racerkøreren Kevin Magnussen (McLaren) kørte sig til en flot femteplads ved søndagens Formel 1-grandprix i Rusland.

Lewis Hamilton (Mercedes) tog sejren i Sotji og udbyggede dermed sin føring til holdkammeraten Nico Rosberg i kampen om VM-titlen. Den suveræne brite har nu vundet de seneste fire løb i motorsportens kongeklasse.

Femtepladsen, der var Magnussens næstbedste placering i debutsæsonen, udløser 10 point. Dermed rykker den unge dansker forbi Kimi Räikkönen (Ferrari) og Sergio Perez (Force India) i VM-stillingen, hvor Magnussen er 10'er.

Danskeren fik en fremragende start på banen i Sotji, hvor han i overværelse af Ruslands præsident, Vladimir Putin, kørte sig op fra 11.- til 5.-pladsen allerede på første omgang.

Den 22-årige dansker holdt fornemt fast i positionen og afviste alle optræk til angreb med hurtige omgangstider.

Da flere af de foranliggende konkurrenter gik i pit efter 25-27 omgange var danskeren i få sekunder oppe som toer, men Magnussen faldt tilbage til sjettepladsen efter sit eget pitstop. Da alle kørere havde været inde i pitten, var danskeren tilbage på femtepladsen.

Kevin Magnussen var i fuld kontrol i den sidste halvdel af løbet, hvor han sluttede lige bag holdkammeraten fra McLaren, Jenson Button.

I en tid, hvor der spekuleres kraftigt i Magnussens fremtid i Formel 1 til næste år, fik danskeren vist sig godt frem.

I den samlede stilling har britiske Lewis Hamilton et forspring på 17 point til Mercedes-kollegaen Nico Rosberg. Hamilton, der førte fra start til slut i Sotji, har vundet ni grandprix-sejre i denne sæson.

Det står samtidig klart efter søndagens grandprix, at Mercedes vinder konstruktørernes VM. Den tyske bilfabrikant kan ikke længere indhentes, selv om der fortsat resterer tre løb af 2014-sæsonen.

Mercedes overtager VM-trofæet fra Red Bull, der vandt konstruktørernes VM fra 2010 til 2013.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip