Fornemt titelforsvar af Patrick Nielsen

- Mit mål er stadig at blive verdens bedste bokser i verdens mest anerkendte forbund. Det mål stopper jeg ikke med at tro på, før jeg har nået det.

Sådan sagde den 22-årige danske mellemvægter Patrick Nielsen, inden han sent lørdag gik i ringen i Aarhus for at møde sin argentinske udfordrer Crispulo Javier Andino.

Nu var det ikke en af de største blomster i boksesportens alsidige buket af titler, der skulle kæmpes om. Danskeren havde sat sin WBA Interkontinental-titel på spil mod argentineren, men hvis man vil kæmpe om de store bælter, skal man også kunne besejre de mindre fisk.

Og det gjorde Patrick Nielsen i overbevisende stil i Aarhus, da han leverede en flot præstation og knock-out'ede Andino i fjerde omgang.

Argentineren tog tælling to gange, inden kamplederen forbarmede sig over ham og stoppede kampen, så Patrick Nielsen kunne fejre sin 19. sejr i sin fortsat ubesejrede karriere.

Det var niende gang, danskeren afgjorde en fight på knockout.

- Jeg håber på at tage skridtet op til de større bælter i slutningen af det her år. Men nu må vi se, hvad Sauerland (Patrick Nielsens promotor, Nisse Sauerland, red.) siger til mig, og hvor godt jeg gør det. Det er ikke dårlige modstandere nu, men jeg vil gerne bokse mod toppen af poppen og bokse med om de gode bælter. Vi håber på et godt bælte i år. Jeg aner ikke hvilket et, bare et eller andet bedre, sagde Patrick Nielsen inden lørdagens kamp.

Med sejren over Andino er drømmen kommet ét skridt nærmere.

Dagens Gossip