Forretningsmand får tre års fængsel i skattesag

Skrevet af admin

13/03/2014

Dagens topnyheder

En dansk forretningsmand bosat i England er torsdag blevet idømt tre års ubetinget fængsel for skattesvig.

Retten i Lyngby har samtidig straffet den 65-årige mand med en tillægsbøde på 14 millioner kroner, ligesom statskassen konfiskerer et tilsvarende beløb.

- Han har anket på stedet, siger den dømtes forsvarer, advokat Michael Amstrup, til Ritzau.

Den 65-årige tidligere virksomhedsejer har aflagt en delvis tilståelse, men han erkender kun et beløb på to-tre millioner kroner.

Anklagen drejer sig om, at manden gemte en formue i et skattely på Kanaløerne.

I en såkaldt trust på øen Jersey og senere i Geneve blev der placeret cirka 35 millioner kroner, som blandt andet var udlodninger fra et shippingfirma.

Men i løbet af flere år frem til 2006 fik han jævnligt beløb fra trusten til dækning af egne og familiens udgifter - blandt andet til at købe en båd.

Manden har forklaret, at han troede, at arrangementet var lovligt. Desuden havde han fået vejledning fra professionelle og velrenommerede rådgivere.

Hans tidligere kompagnon er blevet straffet for et arrangement, der ifølge Bagmandspolitiet næsten på en prik ligner det aktuelle.

Imidlertid har advokat Michael Amstrup i sit forsvar hævdet, at der var store forskelle - hvilket domsmandsretten i Lyngby dog ikke er enig i.

Kompagnonen blev af Østre Landsret idømt fængsel i tre år og seks måneder i en dom sidste år.

Men forskellen er alligevel betydelig: Kompagnonen slap nemlig med en betinget dom. Dette skyldes blandt andet hans alder. Denne mand er 70 år.

Retten i Lyngby fastslår, at den netop dømtes alder på 65 ikke kan begrunde en betinget dom. Desuden henviser retten til kriminalitetens grovhed.

Nu bliver det op til landsretten at afgøre, om den 65-årige er skyldig - og om der er grundlag for i givet fald at mildne straffen.

/ritzau/