Forsikringsselskab bliver dømt for at svigte Lego

Skrevet af admin

31/08/2015

Mest læste i dag

Den danske legetøjsgigant Lego har tilsyneladende spillet efter reglerne i forbindelse med en aftale om at lade sig forsikre gennem If Skadeforsikring.

Derfor var det ikke i orden, at forsikringsselskabet ophævede forsikringen, fastslår Østre Landsret mandag.

If Skadeforsikring dømmes til at betale knap 5,7 millioner kroner til Lego, fremgår det af dommen.

Den opsagte forsikring gjaldt en ganske omfattende aftale. Forsikringen dækkede således Legos fabrikker i hele verden, for så vidt angik skader for over 5 milliarder kroner og op 17 milliarder.

Under retssagen har Lego insisteret på, at selskabet ikke har afgivet urigtige oplysninger til If Skadeforsikring i forbindelse med forsikringstegningen.

If Skadeforsikring føler sig imidlertid ført bag lyset og kræver, at Lego erstatter de udgifter, man havde i forbindelse med opsigelsen af aftalen.

Landsretten har i vidt omfang lagt sig op ad Legos synspunkter.

Under retssagen har vidner forklaret, at Legos ændrede risikobillede skyldtes flere forskellige faktorer, herunder etableringen af en ny fabrik i Monterrey og en stærk stigning i selskabets aktiviteter og omsætning.

Hertil kommer en stor og øget intern afhængighed mellem Lego A/S' fabrikker og ændringer i efterspørgslen.

Under retssagen er det imidlertid ikke lykkedes If Skadeforsikring at overbevise retten om, at Legos oplysninger i forbindelse med tegningen af forsikringen var urigtige.

De 5,7 millioner kroner, som forsikringsselskabet skal betale, skal dække de udgifter, som legetøjsfirmaet er blevet påført i forbindelse med den uberettigede opsigelse.

Sagen var af byretten henvist til landsretten som værende principiel.

/ritzau/