Forsikringsselskaber stempler raske danskere

Den 38-årige Frederikke Munk Sørensen er sund og rask, hun har aldrig fejlet noget alvorligt, og en mammografi og en gentest fastslår, at hun ikke har brystkræft og heller ikke har en forøget risiko for at udvikle sygdommen.

Alligevel er hun hos forsikringsselskaberne registreret som et såkaldt dårligt liv og fik afslag på at tegne en forsikring, fordi der har været brystkræft i familien.

Ifølge en række speciallæger, som Jyllands-Posten har talt med, risikerer et stærkt stigende antal danskere at havne i samme forsikringsklemme som Frederikke Munk Sørensen.

Forsikrings- og pensionsselskaberne må gerne spørge til og anvende oplysninger om sygdomshistorien i kundens familie. Men reglerne forbyder selskaberne at bruge gentestresultater i deres risikovurderinger, selv om en gentest har frikendt kunden for risiko.

- Det er grotesk, siger klinikchef og professor Anne-Marie Gerdes fra Genetisk Rådgivning på Rigshospitalet, til Jyllands-Posten.

- Man stempler sunde og raske mennesker og afskærer dem fra at tegne forsikring med alle de alvorlige konsekvenser, som det har for dem i forhold til bolig, job og familie, tilføjer hun.

Sammen med kolleger advarer Anne-Marie Gerdes mod en anden konsekvens: Mennesker undlader af frygt for, hvad der kan ske, at lade sig genteste og gå til forebyggende kontrol og behandling.

/ritzau/

 

Dagens Gossip