Forsikringsselskaber vil se kunders gentest

Brancheorganisationen Forsikring og Pension ser gerne et opgør med de regler, der forbyder forsikringsselskaberne at kræve at se resultaterne af potentielle kunders gentest.

De har derfor lagt sig i selen for at overbevise justitsministeren om en lempelse af forbuddet på området. Det skriver Politiken mandag.

- Det vigtige for os, når vi taler høje forsikringer, er, at vi har den samme viden om kundens risiko, som kunden selv har.

- Hvis du har fået taget en gentest, der viser stor risiko for, at du får en livstruende sygdom, kan det af gode grunde påvirke din efterspørgsel efter forsikring, siger underdirektør i Forsikring og Pension, Anne Seiersen, til Politiken.

Justitsministeriet mødtes senest med repræsentanter for forsikringsbranchen samt kritikere fra Lægeforeningen og Forbrugerrådet Tænk i januar for at drøfte spørgsmålet, men er siden "gået i tænkeboks", oplyser ministeriet.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) er grundlæggende kritisk over for forsikringsselskabers adgang til følsomme sundhedsoplysninger.

- Forsikringsselskaberne bør ikke have adgang til flere helbredsoplysninger end strengt nødvendigt for at kunne tilbyde borgerne forsikringer på rimelige vilkår.

- Som udgangspunkt mener jeg derfor heller ikke, at forsikringsselskaberne ved tegning af helt almindelige forsikringer bør have adgang til oplysninger om sygdom i familien, skriver Frederiksen i en mail til Politiken.

I 2008 fik 5037 personer i Danmark foretaget gentest for arvelige sygdomme. I 2013 var tallet steget til 13.184 personer, der fik såkaldt genetisk rådgivning.

/ritzau/

Dagens Gossip