Forsinkede resultater truer Afghanistans præsidentvalg

Skrevet af admin

05/07/2014

Dagens topnyheder

Den ene præsidentkandidat vil ikke acceptere det kommende valgresultat på grund af mistanke om stemmefusk, mens den anden kandidat frygter, at yderligere forsinkelser med valgresultaterne vil skabe mistillid blandt afghanerne. Imens står Taliban i kulissen og lukrerer på usikkerheden.

Resultatet af præsidentvalgets anden runde, som fandt sted 14. juni, er blevet forsinket, og nu advarer præsidentkandidaten Ashraf Ghani mod, at yderligere forsinkelser i offentliggørelsen af de foreløbige resultater vil være skadelige for Afghanistans første demokratiske magtskifte.

- Yderligere forsinkelser vil være uacceptable, og det vil skabe seriøs tvivl og mistillid til valgprocessen, siger Ghani, der påstår at have vundet valget med mere end en million stemmer.

Den anden kandidat, Abdullah Abdullah, påstår at være offer for alvorlig valgfusk og har tidligere meddelt, at han nægter at anerkende valgresultatet.

Valgresultatet skulle have været offentliggjort onsdag, men blev udsat af valgkommissionen til mandag for at kunne foretage en revision af næsten 2000 ud af de 23.000 valgsteder.

Observatører fra EU har på grund af mistanke om omfattende snyd opfordret til en gentælling af stemmer ved 6000 valgsteder - hvilket svarer til cirka en fjerdedel af alle valgurner.

USA har sendt to senatorer til Afghanistan for at mødes med de to præsidentkandidater og forsøge at mindske spændingerne.

En rolig overgang fra præsident Karzai til den næste præsident er vigtig, fordi de næste måneder skal teste den afghanske regering, der ved årets udgang mister støtten fra Nato-soldater.

Alle udenlandske soldater forlader Afghanistan i slutningen af december, på nær cirka 10.000 amerikanske soldater, som bliver i landet - hvis den nye afghanske præsident vel at mærke underskriver en sikkerhedsaftale med Washington.

Enhver forsinkelse i udpegningen af en ny præsident risikerer at underminere regeringens operationer mod Taliban.

/ritzau/AFP