Forsker: Angreb giver al-Qaeda vind i sejlene

Selv om der i længere tid har været stille omkring al-Qaeda, så vil sidste uges angreb i Paris være med til at styrke terrornetværkets måde at sætte en dagsorden på.

Det vurderer Rasmus Boserup, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, efter at al-Qaeda har påtaget sig ansvaret for angrebet.

- Angrebet giver vind i sejlene til al-Qaeda forstået på den måde, at de forsøger at sætte deres mere specifikke dagsorden lidt længere frem, end Islamisk Stat (IS) gør, siger seniorforskeren.

En af forskellene mellem de to grupper er, at al-Qaeda typisk har en mere international dagsorden i forhold til IS, der fokuserer mere på at vinde territorier og skabe stater.

Dermed har al-Qaeda med angrebet mod det satiriske magasin Charlie Hebdo forsøgt at sætte en tyk streg under gruppens dagsorden, der skulle give genklang i hele verden.

En anden forskel, som Rasmus Boserup nævner, er, at IS har et bredere spektrum for sine angreb, hvor både kvinder, børn og mænd kan blive et mål.

- Modsat har al-Qaeda en meget mere selektiv måde at føre sin strategi på.

- Over de seneste tyve år har al-Qaeda smidt grupper som IS ud af sit netværk. For eksempel blev de folk, der skabte IS, smidt ud af al-Qaeda i 2004-2005, fordi de ikke ville følge strategien om ikke at angribe stort hvem som helst, siger seniorforskeren.

Netop denne forskel fandt også sted ved angrebet i Paris, bemærker Rasmus Boserup.

Mens folkene fra al-Qaeda, der angreb Charlie Hebdo, ikke ville skyde kvinder og derfor lod enkelte gå fri, så skød en gidseltager med tilknytning til IS blandt andet en kvindelig betjent.

Det er al-Qaedas afdeling i Yemen, som efterfølgende har påtaget sig ansvaret for sidste uges angreb.

Hvorfor det netop er i Yemen, at de to gerningsmænd bag angrebet er rekrutteret, kan hænge sammen med landets forfatning.

- Yemen er en god base i øjeblikket, fordi landet over de sidste to-tre år har været i retning af et kollaps. Der er altså nogle lommer i landet, hvor al-Qaedas netværk kan spire frem og operere ud fra, siger Rasmus Boserup.

/ritzau/

Dagens Gossip