Forsker: Borgmesterposten er valgets hovedpræmie

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Danmarks nye borgmester-danmarkskort er efter tirsdagens valg så småt ved at være tegnet færdigt. Og en del politikere i de danske kommuner har det seneste døgn måske indgået nogle besynderlige byttehandler for at vinde borgmesterposten.

Og det kan der være god grund til.

For selv om politikerne ikke formelt opnår mere magt, når de laver sådan nogle byttehandler, så er det reelt borgmesteren, der tegner kommunen. Det fortæller kommunalforsker ved Syddansk Universitet Christian Elmelund-Præstekær.

- I langt de fleste kommuner er borgmesteren den eneste fuldtidspolitiker. Det betyder, at han har tid og ressourcer til at sætte sig grundigt ind i sagerne og få dem talt igennem med embedsmændene, fortæller forskeren.

Borgmesteren har direkte adgang til embedsmændene i forvaltningen. På den måde kan han sætte dagsordenen i byrådet og bestemme, hvornår forskellige sager skal diskuteres, og hvordan de skal diskuteres.

Desuden er borgmesterposten en fantastisk taleplatform. Borgmesteren bliver omtalt i de lokale medier, og det er ham, der bliver inviteret med til arrangementer rundt omkring i kommunen.

- Borgmesterposten er uden sammenligning hovedpræmien i kommunalvalget. Det er nok en af grundene til, at vi ser de her krumspring, hvor folk nærmest er villige til at sælge deres bedstemor for at blive borgmester, siger Christian Elmelund-Præstekær.

Selv om alle borgmesterkæder onsdag eftermiddag endnu ikke har fundet deres ejermand, så står Venstre til at blive partiet med flest borgmestre efter tirsdagens valg.

Venstre har onsdag eftermiddag 42 borgmesterkæder i hus, mens Socialdemokraterne kun har 34 hængende om halsen.

Før valget havde Socialdemokraterne ellers 18 borgmestre mere end Venstre.

De Konservative har indtil videre fået 13 borgmesterposter, hvilket er en mere end efter sidste valg for fire år siden.

Dengang skete det dog flere gange, at allerede indgåede konstitueringer blev brudt, og nye alliancer blev lavet, hvilket stadig kan ske i år.

/ritzau/