Forsker: Danmark opruster blødt i Arktis

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

Der er mange gode grunde til, at det danske forsvar har brug for flere penge til sine opgaver i Arktis.

Og det behøver ikke nødvendigvis være udtryk for planer om en markant militær oprustning, at regeringen har tænkt sig at bruge flere penge på området, sådan som Jyllands-Posten beskriver onsdag.

Tværtimod vil en dansk "oprustning" i Arktis formentlig være af den bløde slags, vurderer Mikkel Runge Olesen. Han er postdoc og forsker i konfliktpotentiale og kontinentalsokkelkrav i Arktis ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Forsvaret har en stor mængde civile opgaver i Arktis. Det er for eksempel eftersøgning og redningsopgaver, når der er et skib, der går ned. Det er forureningsbekæmpelse. Og faktisk også fiskeriinspektion, forklarer han.

- I takt med at Arktis bliver åbnet som følge af global opvarmning, er det meget forventeligt, at alle de opgaver bliver dyrere. Så i det perspektiv er det ikke så mærkeligt, at det danske forsvar har brug for at få tilført flere penge.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger lægger regeringen op til at bruge et trecifret millionbeløb på militær oprustning i Arktis.

Pengene skal blandt andet gå til satellitovervågning, bedre kommunikation, et øget skibsbidrag fra søværnet, og så skal Grønland for første gang have sit eget hjemmeværn.

Forslagene er ifølge avisen blandt hovedpunkterne i en ny Arktis-analyse, som forsvarsminister Peter Christensen (V) fremlægger mandag.

De vil formentlig vække kritik i Rusland, vurderer Andrej Kortunov, direktør i den Moskva-baserede tænketank Riac, over for avisen.

- Planerne vil helt sikkert ikke blive hilst velkommen af russiske ledere, siger han til Jyllands-Posten med henvisning til den spændte situation mellem Nato og Rusland.

Med forbehold for, at han ikke har set rapporten endnu, vurderer Mikkel Runge Olesen dog, at Rusland kan tage det roligt.

- Under alle omstændigheder er et trecifret millionbeløb næppe noget, der vil tippe den militære balance i Arktis på nogen måde. Det er klart Rusland, der er den stærkeste militærmagt i regionen.

/ritzau/