Forsker: De ældre må selv købe hjælp i fremtiden

Skrevet af admin

06/11/2013

Mest læste i dag

Gratis kommunal rengøring hos ældre er på vej til at blive afskaffet, skriver Politiken onsdag.

Den vurdering lyder fra flere sider, efter at antallet af timer til praktisk hjemmehjælp ifølge Hjemmehjælpskommissionen er droslet ned med en tredjedel siden 2008.

Roger Buch, kommunalforsker og lektor på Danmarks Mediehøjskole, spår, at rengøring helt fjernes fra kommunernes tilbudshylder inden for en årrække.

- De ældre må selv købe hjælp, og så kommer mange grupper, der ikke har de store arbejdsmarkedspensioner, i klemme, siger Roger Buch til Politiken.

Chefkonsulent i Ældre Sagen Olav Felbo vurderer, at den praktiske hjælp til ældre er på vej ind i en "dødsspiral".

Hver fjerde kommune tilbyder således støvsugning med tre ugers mellemrum Ofte kun en halv time. Han frygter, at svækkede og syge ældre risikerer at blive endnu mere syge i deres smånussede hjem.

Socialudvalgsformand i Billund Kai Bayer (R) er en af dem, der presser på for, at praktisk hjælp bliver en privat opgave.

- Så kunne pengene i stedet bruges til mere pleje på kroppen, som er vigtigere, siger Kai Bayer til Politiken.

Hvis borgerne selv skulle betale en times månedlig rengøring hos en privat leverandør, ville det koste dem 350 kroner.

"Det har alle borgere råd til", mener socialudvalgsformanden i Billund, hvor tilbuddet er rengøring en halv til en hel time hver tredje uge.

Formanden for social- og seniorudvalget i Hørsholm, Thorkild Gruelund (K), er heller ikke i tvivl om, at der skal reduceres kraftigt på praktisk hjælp "på sigt" .

- Rengøring har vi alle meget forskellige krav til - nogle er propre, andre tager mere let på det - og det kunne den enkelte husstand selv købe sig til.

- Men fremtidens ældre vil være vant til at gå i bad hver dag, og det kommer til at koste. Vi må prioritere personlig pleje, siger han til Politiken.

Trods nedskæringerne afviser Anny Winther (V), borgmester i Rebild og formand for socialudvalget i kommuneforeningen KL, at det er et mål at afskaffe praktisk hjælp, som kommunerne bruger to milliarder kroner på om året.

/ritzau/