Forsker efter kræft-kaffe: Spis som I plejer

Der er ingen grund til at smide hverken brødet, kaffen eller kartoflerne i skraldespanden. Selv om flere fødevarer indeholder det kræftfremkaldende stof akrylamid, kan danskerne uden at bekymre sig fortsætte med at spise dem, anbefaler Kræftens Bekæmpelse.

- Vi ved endnu ikke nok om akrylamid til, at vi kan gå ud og anbefale, at man ændrer sine kostvaner. Selv om vi er ret sikre på, at det er kræftfremkaldende, skal der mere forskning til, siger seniorforsker Anja Olsen, Kræftens Bekæmpelse.

Akrylamid dannes, når stegte, bagte eller grillede fødevarer varmes op til over 120 grader. Derfor kan der være god grund til at droppe for eksempel pommes frites og chips, fordi det er fødevarer, som også på andre måder er sundhedsskadelige.

- Det er fødevarer, som vi uden videre kan pille ud af vores kost, fordi de ikke er sunde. Derimod ved vi, at rugbrød er sundt - også selv om det kan indeholde akrylamid, siger Anja Olsen, som også henviser til en dansk undersøgelse, der for nylig viste, at der ingen sammenhæng er mellem kaffe og kræft.

Ud over fødevarer og visse produkter i industrien danner cigaretter store mængder akrylamid i blodet.

- Så dermed er det endnu et argument for at holde op med at ryge, siger Anja Olsen.

Advarslen mod stoffet kommer fra DTU Fødevareinstituttet, der ønsker at få indført grænseværdier, så industrien tvinges til at nedsætte forekomsten i deres fødevarer. Derfor har instituttet skrevet til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsmyndighed (EFSA) for at få EU til at gå ind i sagen.

Og det bakker fødevareminister Mette Gjerskov (S) op:

- Jeg lytter til DTU Fødevareinstituttet, når de viser ny forskning, der peger i så bekymrende en retning, siger hun til DR Nyheder.

Hun vil derfor kontakte EU og få klarhed over, hvad der kan gøres.

/ritzau/

Dagens Gossip