Forsker: Flygtningebørn presser folkeskolens lærere

Skrevet af admin

05/04/2016

Mest læste i dag

Der kan sprede sig en følelse af magtesløshed blandt landets lærere, når flere og flere flygtningebørn skal indlemmes i de danske skoleklasser.

For det er ikke uproblematisk at indsluse børn, der kommer til Danmark med traumatiske oplevelser i bagagen og et fremmedsprog som modersmål.

Og der er mangel på lærere, der kan håndtere netop den slags elever, fastslår forskningschef i pædagogik ved VIA University College, Andreas Rasch-Christensen.

- Hvis man stiller skolerne over for denne kæmpestore udfordring uden at sætte ret massivt ind med støtte, så er jeg stærkt bekymret for, at det ikke bare kommer til at gå ud over flygtningebørnene, men at det også vil påvirke de andre børn, siger han.

Ifølge Berlingske kom der sidste år 7500 flygtningebørn til Danmark, som skulle fordeles på institutioner og skoler. I år ventes dobbelt så mange - 15.000 - at komme til landet.

Den voldsomme stigning i antallet af elever med udenlandsk baggrund gør det nødvendigt at uddanne flere lærere, der kan undervise i dansk som andetsprog, understreger Andreas Rasch-Pedersen:

- Lærernes kompetencer er afgørende for, hvorvidt det her projekt lykkes.

Desuden skal der være lærere eller pædagoger i skoleklasserne, der holder øje med flygtningebørnenes psykiske vel, lyder det.

- Eleverne kommer med en masse potentiale, men rigtig mange af dem kan være traumatiserede, så der skal også være nogle specialpædagogiske kompetencer.

- Magtesløshed kan opstå hos lærerne, når de har elever med så mange forskellige typer af udfordringer, at de ikke kan skræve over det, siger Andreas Rasch-Pedersen.

Også Anne Holmen, der er leder af Center for Internationalisering og Parallelsproglighed ved Københavns Universitet, understreger, at der skal være lærere i klasserne, der er uddannet til at undervise børn med udenlandsk baggrund.

- Det væsentlige i denne sammenhæng er, at der skal uddannede lærere til.

- Hvis man ikke tager hånd om flygtningebørnenes behov, bliver det selvfølgelig en belastning for alle. Både for flygtningebørnene og de andre elever, siger Anne Holmen.

/ritzau/