Forsker: Folkeskolerne bør hyre et reklamebureau

Skrevet af admin

08/08/2016

Dagens topnyheder

Folkeskolen skal gøre mere ud af at profilere sig, hvis ikke den skal drænes for ressourcestærke børn.

Det mener Peter Allerup, der er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet:

- Folkeskolen har ikke formået at præsentere, hvad der menes med den grundliggende fælleskultur, og hvis folkeskolerne skal konkurrere med privatskolerne om de ressourcestærke børn, så skal det gøres tydeligere.

En ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at omkring hvert tredje barn fra en akademikerfamilie går i en af landets fri- og privatskoler i 8. klasse.

Ifølge Peter Allerup kan en stor del af udviklingen tilskrives den negative omtale af folkeskolerne i forbindelse med skolereformen.

Samtidig har man ikke været nok opmærksom på folkeskolens stærke sider.

- Hvis du slår op på en privatskoles hjemmeside, så kan du læse herfra og til Månen med beskrivelser af deres aktiviteter og holdninger. Hvis du slår op på en dansk folkeskole, så får du ikke samme forklaring, siger Peter Allerup.

- Det ligger ligesom i kortene, at den danske folkeskole er der jo bare. Det er vores alles skole. Man skal have tydeliggjort, hvad fordelene er ved en dansk folkeskole.

Peter Allerup mener, at Kommunernes Landsforening eller andre centrale aktører bør hyre et reklamebureau, der kan hjælpe med at profilere folkeskolerne.

- Det vil ikke skade den profiltegning, at man får tegnet et pænere billede af lærerne, end der hidtil har været, for lærererhvervet har ikke fået den store respekt de senere år, siger han.

/ritzau/