Forsker: Gækkebreve vinder frem

"En sommergæk, en vinternar, en fugl foruden vinger."

Påsken er gækkebrevenes tid, og der bliver uddelt mange chokolade-æg til børn i disse dage.

Men hvorfra stammer egentlig traditionen med at sende anonyme papirklip med gækkerim, vintergækker og prikker?

Fra de gamle tyske "bindebreve" helt tilbage til 1600-tallet, lyder svaret fra folkemindeforsker Charlotte S. H. Jensen.

- Bindebrevene bandt dem, som modtog brevet, til at give et gilde eller nogle godter. Bindebreve var ikke forbundet med påsken men med den pågældendes navnedag, siger Charlotte S. H. Jensen til Newspaq.

I løbet af 1800-tallet skete glidningen fra bindebreve til gækkebreve, der mod århundredets slutning også havde fået en romantisk karakter. Og først for godt 100 år siden blev gækkebrevene til en særlig børnetradition, som børn brugte til at "fravriste" bedsteforældrene et påskeæg.

- Traditionen med chokolade-påskeæg, hvis man ikke gættede, hvem gækkebrevet var fra, er også en nyere tradition fra omkring begyndelsen af 1900-tallet, siger Charlotte S. H. Jensen, der er mag.art. i nordisk folkemindevidenskab og underviser bl.a. på Folkeuniversitetet.

Ifølge hende er traditionen med gækkebreve meget dansk - og har til formål at binde familier sammen.

- I Sverige har man de såkaldte tranebreve, der minder lidt om det. Men lige den form, vi har herhjemme, er ret dansk, siger folkemindeforskeren.

Det er hendes indtryk, at gækkebrevs-traditionen har vundet frem de senere år bl.a. fordi, man kan købe fortrykte gækkebreve.

- Gækkebreve handler om kreativitet og om relationer. Måske påvirker det også det håndlavede gækkebrevs værdi, at rigtig meget kommunikation i dag foregår elektronisk," siger Charlotte S. H. Jensen.

Samme melding kommer fra Post Danmark, der har fået lavet en undersøgelse, der viser, at 42 procent af danskerne gerne vil modtage et gækkebrev i år. Samtidig peger 30 procent på gækkebrevet som deres foretrukne påsketradition.

- Undersøgelsen viser med alt tydelighed, at traditionen med at sende gækkebreve lever i bedste velgående blandt danskerne. Det er stadig sjovt at få et gækkebrev og ud fra prikkerne forsøge at gætte, hvem afsenderen er. Eller i virkeligheden måske bare lade som om, man ikke kan gætte, så der findes en anledning til at forkæle et yngre familiemedlem, siger kommunikationschef i Post Danmark, Morten O. Nielsen, i en pressemeddelelse.

Dagens Gossip