Forsker: Gjerskovs grisepakke er en god idé

Det er en god idé at støtte den danske svineproduktion med penge til miljøvenlige stalde.

Det mener landbrugsøkonom Henning Otte Hansen, som har roser til ministerens plan.

- Der er et temmelig højt arbejdskraftindhold i produktionen af landbrugsvarer, så det giver en høj afledet beskæftigelse, og derfor er det samfundsmæssigt en god idé at forsøge at øge landbrugets produktion, siger han.

Ministeren er klar med 150 millioner kroner i støtte til byggeri af miljøvenlige staldanlæg, og landbruget forventer, at det vil udløse nye investeringer for over en milliard kroner.

Ifølge Fødevareministeriet er antallet af grise, der bliver slagtet i Danmark, faldet med 11 procent siden 2010, og niveauet er det laveste siden 1992.

Den udvikling håber man at vende med tiltaget, som forventes at skabe 2000 nye job i landbruget og 1500 i byggeriet, når de nye stalde skal opføres.

Ideelt set burde landbruget selv kunne foretage de nødvendige investeringer, men Henning Otte Hansen påpeger, at mange landmænd simpelthen ikke kan rejse den nødvendige finansiering.

- Mange landmænd er klemt, fordi bankerne ikke vil låne dem penge, og derfor kan de ikke udvide produktionen, selvom de gerne ville.

- Når staten giver støtte, er der flere til at dele risikoen, og derfor kan det blive en katalysator, som får bankerne til at låne penge til landmændene, forklarer landbrugsøkonomen.

Han forventer dog ikke, at ministerens tiltag fuldstændig vil kunne forhindre, at danske svinejob siver syd for grænsen.

- Vi vil næppe fuldstændig undgå, at man flytter arbejdspladser til udlandet, men vi kan begrænse det. Lønforskellen er blevet mindre, og det har gavnet konkurrenceevnen.

- Samtidig ser det ud til, at man har nået det niveau af udlicitering, som er passende, og faktisk er der også eksempler på, at man er begyndt at flytte arbejdspladser hjem igen, påpeger landbrugsøkonom Henning Otte Hansen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV