Forsker: Gule fagforeninger er faglige forretninger

I hvert fald slår arbejdsmarkedsforsker Jesper Due fra Københavns Universitet fast, at foreninger som Kristelig Fagforening (Krifa) og Det Faglige Hus ikke er fagforeninger i traditionel forstand, fordi de kun har overenskomster for et fåtal af deres medlemmer.

»Man kan jo kalde det faglige forretninger eller noget i den stil,« siger han og uddyber:

»For hvis man siger, at en fagforening er en sammenslutning af lønmodtagere med det formål at varetage deres interesser gennem kollektive overenskomster, kan man ikke sige, at det er særlig effektive fagforeninger i forhold til overenskomstanliggender. Snarere tværtimod,« siger Jesper Due.

Arbejdsmarkedsforskeren påpeger, at det store flertal Krifas omkring 135.000 medlemmer, som er på overenskomst, er dækket af LO-forbundenes overenskomster.

»Overenskomstmæssigt er der stort set ikke noget at komme efter, og det er typisk det, der er kendetegnede ved en fagforening,« siger han.

Leif Lahn Jensen har i fredagens Berlingske foreslået, at medlemmer af de gule fagforeninger ikke bør være fradragsberettiget for deres faglige kontingent, fordi foreningerne er »pengemaskiner«, som skader det danske samfund ved at underbyde den traditionelle fagbevægelse og svække lønmodtagernes indflydelse.

»Man bør kun kunne få fradrag, hvis man er medlem af en ordentlig fagforening som 3F, der gør noget i forhold til uddannelse og løndumping. Krifa tager ikke det samme store samfundsansvar som de egentlige fagforeninger. De kopierer bare en overenskomst og trækker lidt fra de steder, hvor de er uenige,« siger Lahn til Berlingske.

Dagens Gossip

Dagens TV