Forsker: Helle blev statsminister på sit køn

Statsminister Helle Thorning-Schmidt får én over nakken i ny bog af kønsforsker Hans Bonde.

Den 55-årige professor ved Københavns Universitet kritiserer i sin bog "Fordi du fortjener det" en stribe kvindelige ministre, bl.a. statsminister Helle Thorning Schmidt (S).

Hans Bonde mener, at Helle Thorning-Schmidt kun blev formand for Socialdemokraterne, fordi hun var kvinde. Hendes køn havde også en betydning for, at hun fik posten som statsminister.

- Det er helt umuligt at forestille sig, at en mand med så pauvre erfaringer og så lidt hærdning af succes og nederlag kunne blive statsminister, siger professoren i et interview med Berlingske.

Helle Thorning-Schmidt er ikke den eneste, der får slag med den kønspolitiske stok.

En tilsvarende kritik rettes mod sundhedsminister Astrid Krag (SF), miljøminister Ida Auken (SF) og socialminister Karen Hækkerup (S).

Ingen af ministrene har ønsket at kommentere professorens betragtninger.

Professor i statskundskab Kasper Møller Hansen mener, at de mange kvindelige ministre skyldes et generationsskifte i S og SF.

- At kalde det favorisering af kvinder, tror jeg ikke, er rigtigt. Thor Möger var eksempelvis den yngste minister nogensinde, siger Kasper Møller Hansen til Berlingske.

Tidligere pressechef for De Radikale, Lars L. Nielsen, kalder det "helt urimeligt" at reducere valget af Helle Thorning-Schmidt til et spørgsmål om køn.

- Thorning er valgt på baggrund af en kombination af hendes erfaringer fra europæisk politik, politiske holdninger og tilliden til, at hun kunne vælte Anders Fogh, siger han til Berlingske.

Dagens Gossip