Forsker: Holst modsiger Fogh om Irak-grundlag

Skrevet af admin

09/08/2015

Dagens topnyheder

Regeringens forsvarsminister, Carl Holst (V), modsiger i et interview med Ritzau den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i sagen om, hvorvidt Danmark gik i krig i Irak på grund af masseødelæggelsesvåben.

Det fastslår Ole Wæver, der er professor i International Politik ved Københavns Universitet.

Carl Holst siger i interviewet med Ritzau: "Nogen mener, at vi aldrig får afdækket, hvorfor vi gik i krig. Jo, det gør man. Vi gik i krig, fordi der var masseødelæggelsesvåben. Den begrundelse var forkert. Slut."

Det standpunkt er i direkte modstridende med den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens standpunkt, siger Ole Wæver.

- Den officielle historie fra Anders Fogh Rasmussen og nu – antager jeg - fra Lars Løkke Rasmussen (V) er, at beslutningsforslaget ikke nævner masseødelæggelsesvåben. Derfor kan man ikke klandre os for, at vi gik i krig på et falsk grundlag, siger han.

Der er dog ifølge Ole Wæver ingen tvivl om, at Carl Holst har mere ret i sin udlægning, end Anders Fogh Rasmussen har i sin.

Derfor mener professoren, at forsvarsministeren gør sig selv en bjørnetjeneste i diskussionen, om hvorvidt regeringen gjorde det rigtige ved at lukke Irak-kommissionen, mener Wæver.

Carl Holsts udlægning af begrundelsen for Irak-krigen gør det ifølge Ole Wæver endnu mere interessant at undersøge, hvorfor Danmark gik med i krigen.

- Hvilke informationer Danmark havde fået, hvilke vurderinger gjorde man i udenrigsministeriet, og hvis der er lavet en fejlvurdering, hvor er den så lavet?, spørger professoren.

- Amerikanerne har været optaget af at finde ud af, om der var tale om efterretningsfejl, politisk manipulation eller selektiv læsning fra politikerne. Det er vigtigt at vide for at undgå at lave fejl i fremtiden, siger han.

/ritzau/