Forsker: Kritikere af Syrien-mission tager fejl

Skrevet af admin

19/04/2016

Dagens topnyheder

Danmark begår en fejl ved at skærpe indsatsen mod den militante bevægelse Islamisk Stat (IS), mener kritikerne.

Specielt den danske indsats i Syrien vækker kritik, og der peges på, at Danmark begår samme fejl som i Afghanistan-krigen.

Men det er forkert at sammenligne de to missioner, vurderer Henrik Ø. Breitenbauch, leder på Center for Militære Studier ved Københavns Universitet.

For ham er missionen meget klar: IS skal på sigt ikke besidde territorium eller være en fare for den internationale sikkerhed.

- Det, som kritikerne af indsatsen siger nu, er, at der mangler en strategi. Det mener jeg er forkert. Det antages, at vi også skal genopbygge Syrien, men det er ikke det umiddelbare formål her. Målet er at gå efter IS.

- Målet er ikke i første omgang at skabe et nyt og fredeligt Syrien. Når IS er slået, er der fortsat en borgerkrig i Syrien.

- Lige nu handler det om at reducere IS mest muligt, og derefter kommer der en fase, hvor det handler om en opbygning af landet, siger Henrik Ø. Breitenbauch.

Danmark går snart i krig mod IS med en skærpet indsats. Det sker, når et flertal i Folketinget tirsdag stemmer for at sende kampfly og specialstyrker til Irak og Syrien for at bekæmpe IS.

Danmark har tidligere været i Irak, men nu udvides mandatet altså til også at omfatte Syrien.

- Der er en meget stærk og bred opbakning til denne indsats i verdenssamfundet. FN's Sikkerhedsråd har vedtaget en resolution med en ekstrem stærk ordlyd, som taler om at fjerne IS, siger Henrik Ø. Breitenbauch.

Alle Folketingets partier minus Enhedslisten, SF og Alternativet stemmer for missionen. Enhedslisten har også kritiseret, at Venstre-regeringen ikke oplyser, hvilke syriske grupper, der får luftstøtte fra Danmark.

Det er ikke så vigtigt, mener Henrik Ø. Breitenbauch.

- Hovedopgaven er ikke at støtte nogen fra luften. Hovedopgaven er at bekæmpe nogen fra luften.

- Det er rigtigt at debattere effekterne af kampen, og vi skal have viden og forsøge at identificere nogen, vi kan arbejde sammen med. Men det er ikke hovedopgaven. Det handler om at bekæmpe IS, siger han.

/ritzau/